Side titel: Nyhed

 

Hjælp til kommuner med at undgå oversvømmelser


18.08.2010 15:07


Forsikringsselskaber vil hjælpe kommuner med at undgå oversvømmelser.   

Danmark skal gøre langt mere for at forebygge oversvømmelser. Bolden ligger hos kommunerne, men forsikringsbranchen er klar til at hjælpe. Branchen kan tilbyde kommunerne viden, så de målrettet kan sætte ind dér, hvor truslen om oversvømmelser er størst.

Den sidste uges voldsomme regn har vist, at Danmark er skidt rustet til de store mængder vand. Det skal der sættes ind over for – og det kræver handling på mange niveauer. Forsikringsselskaberne skal også bidrage, mener adm. direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension.

- Kommunerne har ansvaret, men alene kan de ikke løfte opgaven. Udfordringen er så stor, at der skal en samlet, national strategi til. Alle må bidrage – og det både vil og kan forsikringsselskaberne også.

Forsikring & Pension inviterer derfor kommunerne til et samarbejde om at forebygge oversvømmelser – med afsæt i et helt konkret projekt. Forsikringsselskaberne har nemlig en værdifuld viden om faktiske skader og deres omfang. Den kan kommunerne bruge til at måle, hvor risikoen for oversvømmelser er størst, og hvor de derfor først bør sætte ind.

Gevinst for alle parter
- Kommunerne har hverken midler eller kræfter til det hele. De må prioritere. Med den viden vi har, kan de helt målrettet udvælge, hvor de sætter ind først. Vores data kan de samtidig bruge til at beregne, hvordan de bedst og mest omkostningseffektivt forebygger oversvømmelser, siger Per Bremer Rasmussen, der ser en stærkere indsats mod oversvømmelser som en gevinst for alle parter.

- Alle vinder på det her. Borgerne, der slipper for vand i kælderen og køer på vejene. Kommunerne, der får fat om problemerne, før de vokser sig for store. Og naturligvis også forsikringsselskaberne, der har en interesse i at forebygge skader.

- Men før kommunerne får sat det højere op på deres dagsorden, sker der næppe ret meget. Derfor opfordrer vi til, at Folketinget beslutter en samlet strategi, der giver kommunerne rygstøtte til at gå stærkere til værks, siger Per Bremer Rasmussen.

Forsikring & Pension vil nu tage kontakt til Kommunernes Landsforening for at drøfte et muligt samarbejde på dette område.

Kilde: Forsikring og pension








<- tilbage til nyhedslisten