Undgå forsikringsfælde når du flytter hjemmefra
19.08.2010 08:45
Unge risikerer at havne i en forsikringsfælde, når de flytter hjemmefra her op til studiestarten. 3 ud af 10 unge har ingen indboforsikring, viser tal fra Forsikring & Pension.
Studiestarten nærmer sig, og mange unge flytter hjemmefra. Mange unge tror ikke, de behøver en indboforsikring, fordi de ikke har noget af værdi.
Men det er forkert, advarer Forsikringsoplysningen. Indboforsikringen indeholder nemlig en ansvarsforsikring, som dækker, hvis den unge er skyld i, at en anden kommer til skade.
- En indboforsikring er en god sikkerhed for alle unge, også selvom du måske ikke har meget andet end en computer, noget tøj og en seng. Indboforsikringen indeholder nemlig også en ansvarsforsikring, som dækker, hvis den unge er skyld i, at en anden person kommer til skade, siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikringsoplysningen.
3 ud af 10 unge uden forsikring
Det er især unge mellem 21 og 24 år, der ofte står uden en indboforsikring. 30 pct. har ingen forsikring.
Det er markant flere end andre aldersgrupper. Gennemsnittet for alle aldersgrupper er, at ca. 10 pct. ikke har en indboforsikring. Det viser beregninger fra Forsikring & Pension baseret på Danmarks Statistiks Forbrugsundersøgelse.
Risikerer at betale stor erstatning
En erstatningssag med invaliditet og tabt arbejdsfortjeneste kan i værste fald løbe op i flere millioner kroner, som den unge uden forsikring selv kommer til at betale.
Hvis du ikke mener, du har noget indbo, som er værd at forsikre, kan du i flere selskaber tegne en ren ansvarsforsikring.
Måske dækker forældrenes forsikring
Hvis du er under 21 år og bor alene i lejlighed, på værelse eller på kollegium, er du dækket af dine forældres indboforsikring. Bor du, eller flytter du sammen med en kæreste, skal du eller kæresten tegne en indboforsikring. Du er dog dækket, indtil en anden forsikring er tegnet – men højst i tre måneder.
Tjek indboforsikringer på forsikringsguiden.dk
Kilde: Forsikring & pension
<- tilbage til nyhedslisten


